“Der er en helt forrygende, finurlig egenart over denne debut, der stolt stiller sig ved siden af Rasmus á Rógvus ’Skuffen og skeden’ som årets anden og mest bemærkelsesværdige af slagsen. Men suk. Jeg frygter, at alt for få lige nu vil læse dette ansigt, denne kærlighedsroman, denne grav, at den ikke kommer til at ligge under mange kærlige juletræer. Imidlertid slår tanken mig ikke ned, for der er ikke den ringeste tvivl om, at den nye Asta, Asta Olivia Nordenhof, kommer til at svæve stærkt videre ud i verden, og så må resten bare hoppe på toget, når det allerede har kørt et stykke tid. Emily taler endelig – og Nordenhof selv skal nok skrive sig løs og videre, der er ingen fare for, at hun ikke får et ansigt.”

— Mikkel Bruun Zangenberg, Politiken.

“Længslen efter at have nogen, der kan modtage ens kærlighed — og hvor vedholdende, den længsel kan være — er en rød tråd undervejs. Mange steder kredser bogen om kroppen som en forankring, som længslens udgangspunkt. Om den ensomme, sovende Rosa hedder det et sted, at hun »ligger og giver sin varme fra sig«, som om kroppen af natur er givende, selv når den ligger alene. Men ellers er det mest tonefaldet, der binder Et ansigt til Emily sammen til en hel bog. Den er på én gang abstrakt og hudløs, tonen, og punkteres jævnligt af en kantet, kontant humor. Et af Emilys giftermål afvikles sådan her: »Her er Emily i Rom for dér at gifte sig med præsten. Rosa har sat sig på en af kirkens bagerste bænke, hun er pissefuld af hjertesorg.« Det er jo både sjovt og hjerteskærende — og derfor også imponerende — det lille skift i tonen.”

— Tue Andersen Nexø, Information.